»At beskrive kunstnerens værker er en rejse i rum og tid. Paul Cederdorff er et af disse
kunstneriske væsener, hvor tingene aldrig har lukket sig omkring ham...« - Nina
Bernth-Andersen
Se og hør Paul Cederdorff fortælle om Mindeparken.
Om
At beskrive denne kunstner i få ord synes umuligt: Et liv i højeste gear med
hensyn til produktion, projekter, samarbejdsrelationer og rejser i ind- og udland.
En flittig, arbejdsom, udfarende kunstner med vilje til handling. - Nina
Bernth-Andersen
Kunstnerisk konsulent ved Holstebro Hallen /Musikteatret, Holstebro1966 -
Kunstnerisk konsulent ved Jydske Dragonregiment 1968 - 1970
Lektor i billedkunst på Holstebro Gymnasium siden 1969
Kunstkonsulent for Boligselskabet "Arbejdernes Andelsboligforening af 1940",
Holstebro 1989 - 1996
Kunstkonsulent for Boligselskabet "Sct. Jørgen", Holstebro 1990 - 1996
Kunst- og kulturkonsulent for Musikteatret, Holstebro 1990 - 1995
Kunst- og kulturkonsulent for Holstebro Kommune, beskæftigelsesafdelingen
1993 - 1994
Fotograf for Broby Johansen til dennes kunstbøger og kalendere
Foto og tegninger til logos, fagforeningsfaner, plakater, covers mm.
Fem museumsuger for børn 1996, "Føl og form", Holstebro Kunstmuseum. Fra to
til tre dimensional, fra helleristning til moderne skulptur
Kunstpædagogiske projekter for børn på museer, skoler og institutioner i
broncestøbning, skulptur, maleri og meget andet. "Sans og Samling", Skjern
1998 i samarbejde med bl.a. Skjern Tekniske Skole
Farvesætninger i nybygninger
Konservator. Opgaver bl.a. for Nationalmuseet. Kirkeinventar, altertavler,
figurer, kirkestole, epitafier, kalkmalerier, oliemalerier
Intercirle, international kunstnersammenslutning. Holland/Danmark
Censurcommiteer m.v.:
Kunstnernes Sommerudstilling, Tistrup
KRO - Kunstnarnes Rigs Organisation, Sverige
Sörmland Censurerede Forårssalon, Sverige
Limfjordens Censurerede udstilling, Struer
Leder af Museum for Kleinkunst, Sønderlandsgade 46, Holstebro
Paul Cederdorff i fuld gang på værkstedet i Mejdal, Holstebro.
Biografi
Paul Madsen Cederdorff, født 1938 i Fruens Bøge på Fyn.
Paul M. Cederdorff kom i de tidlige ungdomsår under stærk indflydelse af maleren Knud E.
Skou og multikunstneren og provokatøren Jens Jørgen Thorsen der ofte var gæster i
barndomshjemmet i Holstebro. Paul Cederdorff blev allerede som tolvårig optaget på Poul
Rythers...
Listen er lang... Kontakt Paul Cederdorff hvis du ønsker den
fulde liste.
Paul Cederdorff ved 50 års jubilæumsudstilling på Gimsinghoved, foto: Tommy Bay.
Både hans grafik og skulpturer afspejler for mig stor kærlighed og forståelse for en
længst svunden tid, der rummede store, visuelle kræfter...
Knud Laursen ved lærredet.
Paul Madsen Cederdorff er så uendelig spinkel, forsigtig, forsiren og blå. Linierne,
stregerne, ansigtstrækkene, alt er lagt på med så traditionelle, måske vil man sige
"set før strøg", der kan virke slidte, men alligevel nye fortællende og morsomme at
se på...
Paul Madsen Cederdorff, f. 1938 i Fruens Bøge på Fyn.
Paul M. Cederdorff kom i de tidlige ungdomsår under stærk indflydelse af maleren Knud E. Skou og
multikunstneren og provokatøren Jens Jørgen Thorsen der ofte var gæster i barndomshjemmet i
Holstebro. Paul Cederdorff blev allerede som tolvårig optaget på Poul Rythers maleskole i
Holstebro. (1950 - 52). Da han også skulle have noget at leve af, blev han uddannet som
malersvend hos Karl Pedersen & søn i Holstebro 1952-57. Karl Pedersen var en mester, der var
eksperimenterende i alle fagets aspekter og som selv var en dygtig tegner, maler og fotograf.
Han gav Paul Cederdorff frihed til at lege og støttede ham i hans udvikling.
Derefter fulgte en periode, hvor Paul Cederdroff uddannede sig kunstnerisk:
Harald Isensteins tegne- og maleskole samt Harald Isensteins skole for Modellering og Skulptur,
Auskou Jensens Tegneskole i København, Odense Malerskole, Det Fynske Kunstakademi ved Albert
Elmsted og Kaj Kylborg, og ikkemindst Kunstgewerberschule der stadt Zurich, Schweiz, 1960 - 63.
De mange rejser gjorde det muligt for Paul Cederdorff at møde mange prominente kunstnere, såsom
Henry Moore, Alberto Giacometti og Brancussi.
I Sverige og Norge, som Paul Cederdorff har besøgt talrige gange, studerede han helleristninger
og indskriptioner i sten, et fænomen, der har betydet megen inspiration i Paul Cederdorffs
kunstneriske univers.
Det har præget hans værker med en dimension af levende interesse for historie og anderledes
kulturer, en interesse, der bl. a. på et et tidspunkt førte til et langt samarbejde med
forfatter og kulturhistoriker Broby Johansen.
Paul M. Cederdorff vendte i 1964 tilbage til Holstebro og arbejdede som malersvend, mens han
arrangerede udstillinger, bl. a. for kunstnergruppen "Ung Kunst".
I 1965 - 66 var Paul Cederdorff på børneforsorgshjemmet "Kjettrupgård" ved Løkken, hvor han
arbejdede som socialpædagog.
I 1966 var han initiativtager til "Skolen for Experimentalkunst", som arbejdede efter et
internationalt tilsnit. Desuden oprettede han Den Grafiske Skole, samt en male- og tegneskole. I
1968 blev han tilknyttet Jyske Dragon Regiment i Holstebro som kunstkonsulent og fik til opgave
gennem undervisning og udstillingsvirksomhed at tilføre dragonerne noget kultur.
Siden 1969 har Paul Cederdorff været ansat som lektor i billedkunst på Holstebro Gymnasium og
HF, indtil han lod sig pensionere i 2005.
Perioden fra 1966 til 1969 var en meget aktiv periode for Cederdorff. Efter tre måneders
intensivt arbejde udgav han sit første grafiske arbejde i bogform.
"Cyklus", som bogen hed, var et visionært værk over et tema med variationer. Temaet var cirklen,
og variationerne var hjul: Maskiner, kvindebryster, sammenkrøbne fostre, runde ansigter, kranier
o. s. v. - et arketypisk tema, som let kan føre til banale klicheer.
Men Cederdorff havde allerede dengang en sjælden evne til at forblive sober, alvorlig og dybt
engageret over for sådanne tilsyneladende fortærskede emner. Formerne syntes at veksle og
forandre sig i overensstemmelse med egne regler i disse billeder, så man kunne føle en
fascinerende metamorfose af former gennem denne serie af linoleumssnit.
Forbindelsen mellem filmens cellouidstrimmel og dens måde at videregive billeder på var
indlysende for den unge kunstner. I perioden laver Cederdorff da også, i samarbejde med
radiojournalisten Holger Sindbæk, en kortfilm kaldet "Krigsmaskinen", en film, der modtog en
international kortfilmpris.
Paul M Cederdorff var allerede dengang stærkt engageret i sin samtids problemer og emner. Så han
er meget aktiv og udadvendt, bl. a. som rektor for en eksperimentalskole for billedkunst . Han
går også aktivt ind i politik, for at finde frem til kunstnerens funktion i et moderne samfund.
Denne søgen førte på et tidspunkt frem til depression og håbløshed, til resignation og frygt for
Paul Cederdorff. Han følte trang til at arbejde med noget smukt. Han skabte derfor en serie
akvareller og linoleumssnit, som han kaldte "Plirøjede stjerner". Det var et eventyr med en
fløjtespillende mand, alfeagtige kvinder, stornæbbede fugle, som snadrede med hinanden, alt
sammen lyse og muntre motiver og farver.
Men "Plirøjede Stjerner" var kun et kort pusterum indeholdende ro, varme, følelse af mangesomhed
og kontakt med naturen.
Med "Sange til ensomheden" med tekst af Karsten Ohrt, vendte Cederdorff tilbage til de temaer,
der optog ham i "Cyklus"; endnu engang var temaet ensomhed med variationer.
Men Cederdorffs formsprog havde ændret sig. Det var blevet fastere og mere solidt. Utvivlsomt
havde den begyndende interesse for arbejdet med skulptur haft indflydelse på hans udvikling.
Den tidligere periodes komplekse former og myldrende motiver var blevet ændret til skarpt
konturerede kroppe, som stod enten med front mod eller ryggen til beskueren.
Tegneseriekarakteren i "Cyklus" var opløst og billederne stod enkeltvis, på hver sin side,
isolererede fra hinanden, og man følte universets kolde ånde krybe gennem fingrene: Isolation,
fikserede stillinger, frygt og stirrende ansigter, mænd og kvinder i spørgende søgen. Hele det
20. århundredets melankoli syntes at være trykt i disse ark.
"Plirøjede Stjerner" var imidlertid ikke et afsluttet kapitel. Cederdorff var ikke og er ikke en
rugende pessimist, han er et menneske af stor vitalitet med en altfavnende evne til at give
fantasien frie tøjler og besidder dertil en frodig humor.
Som skulptør og keramiker har Cederdorff vist en fin følelse for materialet, og hans baggrund
som håndværker har været vigtig i den forbindelse. Han har et ønske om altid at være en god
håndværker, at levere et arbejde, der er i orden, at have bevidsthed om materialerne for at
kunne frembringe de værdier, de indeholder, i overensstemmelse med hensigten. Det er den dag i
dag stadig vitalt for Cederdorff.
I keramikken så vel i skulpturen kommer den lyse side af hans temperament til udtryk. Hvis
grafikken er Cederdorffs Yin, er keramikken og skulpturen bestemt hans yang.
Efter "Sange til Ensomheden" var det ligesom om, at Cederdorff fik styr på sin mere mørke side.
De grafiske værker blev mindre dominerende, og maleri, skulptur og keramik fik en større plads i
produktionen.
I 70´erne begyndte Cederdorff at eksperimentere i fresko-olieteknik. Motivet var det gamle,
altid fascinerende motiv: Kvindekroppen.
På relativt store lærreder fremstod kvindernes konturer kontrasterende en kosmisk baggrund.
Harmonien kom til udtryk i disse malerier, ved at Cederdorff synes at skære disse figurer ind i
selve stjernehimmelen i et særdeles grafisk formsprog, men med en malerisk teknik.
Paul Cederdorff er en bevidst eklektisk arbejdende kunstner. Han mener ikke, at det er et tegn
på forfald i kunsten, hvis kunstneren låner fra 19. århundredes romantiske periode eller i det
20. århundredes subtivistiske æra. Lån har altid været en naturlig del af den kunstneriske
proces. Cederdorff har prøvet at beskrive sit århundredes subjektivisme, den jagende ensomhed og
rivalisering, i "Cyklus" og "Sange til Ensomheden".
I sidstnævnte konfronteres vi med tingenes tilstand, f. eks død og et hus, der drypper af
blod. Men han har også forsøgt at skitsere et alternativ, at understrege vigtigheden af skønhed
i hverdagstingene og nødvendigheden af at vende tilbage til noget, der ligner gårsdagens
håndværkertradition.
Paul M. Cederdorff var i 1991 en af initiativtagerne til multifestivalen "Feast of Friends". Den
blev afholdt i "Huset" i København i anledning af 25. året for rock- og kultidolet Jim Morrisons
død. Ved denne lejlighed genoptog han sin specielle olie- freskoteknik og malede 20 billeder.
Cederdorffs billeder vakte så megen opmærksomhed, at 6 af hans billeder på udstillingen blev
skåret i stykker af en overeksponeret Jim Morrison- og Dionysoskultfan, der skrev, at han
ødelagde billederne som en hyldest til Jim Morrison, hans guru, og til ære for billedkunstnerens
vel udførte arbejde. En ren kulthandling.
Paul M. Cederdorff har heller ikke holdt sig tilbage overfor at inddrage udlandet i sine
projekter. Det affødte bl. a. Eerste Europese Onderwater Art Bienale i Bergen i Holland i 1991.
10 danske og 10 hollandske kunstnere arbejdede sammen over temaet "Atlantis". Kunstværkerne blev
udstillet under vandet i 66 akvarier på Nordsøcentert i Bergen Am See. I samarbejde med Galeri
Lærken i Hazerswoude, Holland var han året efter initiativtager til en udstilling med temaet
"Babylon", hvor danske og hollandske kunstnere deltog.
I et andet samarbejde med Galeri Lærken og Den Danske Sømands Kirke i Rotterdam i anledning af
kirkens 25 års jubilæum, var han igen initiativtager til en dansk-hollandsk udstilling, hvor
temaet var "Walking on Water". Til dette arrangement udførte Cederdorff bl.a. i samarbejde med
den albanske kunstner Gent Permeti fem 1 X 10 meter lange goblinger som udsmykninger til
sømandskirken. Det var over temaet "Jesus ved Geneserat sø".
Siden 1991 har Cederdorff også arbejdet med en række store skulpturopgaver i Holstebro:
"Basilisken" under Store Bro, "Par" ved Asagården, "Pilefløjten" ved Piledammen, nu Skovgården,
Cyklus" ved Ringparken, "Stele" ved Sønderparken og mange flere. Alle skulpturerne er i
Cederdorffs typisk nutidige, formsikre sprog med stor stoflighed og fornemmelse for
materialernes kraft og med relationer til fortidens kulturer og kunstneriske udtryk.
En studierejse til Mexico i 1995 satte sit uudslettelige spor hos Paul Cederdorff og i hans
kunst. Mødet med den oldgamle mexicanske kultur og dens nyeste frembringelser førte til en
omfattede Mexicosuite eller sujette, overvejende på papir. Cederdorff arbejdede her energisk med
jordfaver og blå-sort, og han placerede fjer og andre organiske naturfragmenter i billedfladen.
Værkerne var præget af stor stoflighed, og der blev arbejdet med ornamentet og tegnet som
visuelle størrelser. Cederdorff benyttede sig ikke direkte af det oprindelige mexicanske
formsprog, men udtrykkete sin egen personlige oplevelse af landet, klimaet, kulturen og
menneskene.
Et andet dybt spor, som Paul M. Cederdorff har sat sig, er det mangeårige arbejde i og med
musik. Det spor findes både i byen Holstebro og i hans kunstneriske arbejder. I 1991 modtog han
sammen med fotografen Ole Thinesen 1. Price for udstillingen " JASS – live", som var en række
tegninger og fotos fra JASSfestival’er, fra musik- og kulturstedet Kielgasten og fra andre
arrangementer, han som arrangør har deltaget i.
I 2002 viste Cederdorff endnu et udslag af sin ærlige og dybe forståelse af hensigt, historie,
bearbejdelse og kunstnerisk kvalitet i sit arbejde "The Sherborne Crucifix". Det var et keltisk
inspiret krucifiks med den korsfæstede nordiske kongesøn til The Lady Capel i Sherborne Abby,
England.
I 2002 begyndte Cederdorff også, i samarbejde med den engelske forfatter Patrick Howard, at
arbejde med illustrationer til dennes poem om dansk historie og kunst, "Where? Ophelia asked".
Samme år modtog Paul Cederdorff desuden 1st Price på Leek Art Festival i England for en række
billeder i akryl, oliekridt, akvarel og kinesisk tusch med titlen "Some kind of a story " og
"Sinse of Mind".
Gennem sine værker og en stor indsats for at arrangere udstillinger, ikke mindst for andre
kunstnere, har Paul M. Cederdorff gjort et forsøg på at give mennesker et naturligt og intimt
forhold til kunst.
Kunst skal ikke længere være forbeholdt en minoritet af menneskeheden, det være sig aristokrati,
kirke eller materielt velstillede. Almindelige mennesker skal også have mulighed for, at ikke
blot at betragte kunsten, men også at erhverve den.
Moderne kunstudstillinger skal ikke være et være et helligt sted, hvor man hvisker, tisker og
lister, de skal være som et almindelig rum i livet. At man så af forskellige årsager har været
nødsaget til at fjerne andre tiders kunst fra deres tilhørssteder, må man affinde sig med, men
tanken om, at eksisterende kunstnere skaber kunst med museet som endemål, er absurd.
Kunsten skal ifølge Cederdorff fungere i dagligdagen, udstillingen er kun et led i formidlingen,
ikke et mål i sig selv.
Cederdorff betragter sig som en heldig kunstner. På grund af sit store aktivitetniveau og
udadvendthed kan hans arbejder ses som en del af menneskers hverdag: Skulpturer på torve og
pladser, gavlmalerier, plakater, faner o .m. m. Men alt sammen har det en funktion ud over at
blive set: Det giver tid til eftertanke. Værkerne er et middel til meddelse fra et menneske til
det andet.
Tiderne har ødelagt meget, men vi prøver at råbe hinanden op, hver på sin måde. Nogle gør som
Paul M. Cederdorff: Ved en menneskelig og meningsfuld omdannelse af det synlige til billede
efter billede efter billede.